Japansk rollespil af dungeon crawler-typen. For en målgruppe fra ca. 14 år.
Den 17-årige protagonist Reyna er evigt uheldig og da han endelig vinder i tombolaen, vender præmien op og ned på hans tilværelse. Præmien er, at han bliver en gud i et himmerige kaldet Celestia. Her får man som spiller til opgave, at ændre skæbnen for de mennesker der beder til guderne. Skæbnerne ændres ved at besejre fysiske manifestationer - i en såkaldt kopi-verden - af menneskenes manglende selvtillid og modstand mod forandringerne. Overvinder man disse udfordringer - inkl. svære "bosses" - opfyldes ønskerne i "den rigtige verden". Til at hjælpe sig har man andre guder, der bl.a. udvælger de skæbner man skal ændre. Desuden kan man gøre brug af indkøbte våben og andre typer af items. Kampsystemet er turbaseret. Grafikken er manga-inspireret og der er engelsk tale. Tekst og tale er gennemsyret af humoristiske og lettere sexistiske undertoner. Spillet er udelukkende singleplayer. PEGI er 12 med anmærkninger for stødende sprog og vold.
Alt i alt et fint underholdende spil, hvis man i forvejen er fan af japansk RPG. Her er tale om et udfordrende spil, der kræver, at man benytter den rette taktiske tilgang, hvis man vil videre i spillet. På negativsiden er der indimellem for meget dialog, der trods sin skæve humor tager tempoet ud af spiloplevelsen. Desuden er grafikken temmelig gammeldags.
The guided fate paradox er helt sin egen, men af andre humoristiske RPG med manga-inspiration kan nævnes Disgaea 4 - a promise unforgotten.