Her kommer en film til alle fans af The twilight saga fortrinsvis piger i alderen 12-16 år, men drengene kan også være underholdt af sci-fi perspektivet i filmen.
Jorden er blevet invaderet af fremmede sjæle, der besætter menneskenes krop. Næsten hele jorden er besat og kun en lille flok oprører kæmper imod. Da Melanie bliver besat af den fremmede kaldet Wanda, er hendes sjæl så stærk, at en del af hende stadig eksisterer sammen med den fremmede sjæl. Melanie må nu dele sin krop og tanker med Wanda, og hun kæmper mod at afsløre de andre oprørers og sin kærestes tilhørssted. Det er Stephenie Meyer, forfatteren til Twilight-bøgerne, der også står bag denne historie. Selvom det er en sci-fi film, er det også en ungdoms- og kærlighedshistorie. Filmen kan godt virke lidt plat, og man bliver ret irriteret over at høre Melanie tale inde i hovedet, men målgruppen vil være fint underholdt af den.
Det er nærliggende at sammenligne med The twilight saga, da det overordnede tema er kærlighed, men filmen kan også sammenlignes med Warm bodies, der er en hel del mere vellykket og speciel.
Filmen er en udmærket ungdomsfilm med kærlighed og spænding. Den bringer ikke noget nyt, men vil med garanti underholde sit publikum, og låne fint ud.