Game boy advance. Det oprindelige Zelda-spil blev udgivet for 15 år siden og har for længst både opnået klassiker- og kultstatus samt talrige efterfølgere. Man har i GBA-versionen ikke forsøgt at opdatere grafikken, men har forsøgt at bevare det oprindelige grafiske udtryk. Spillets simple og dog fængslende musik er et kapitel for sig og er endog udgivet på CD! På trods af det outdatede og meget nostalgiske look, bliver man lynhurtigt indfanget af spillets stemning af uskyld og eventyr. I spillet optræder brugeren som Link, hvis opgave det er at redde prinsessen Zelda fra den onde skurk, Ganon. Undervejs skal Link kæmpe mod mange onde skabninger for at genvinde de otte skjulte dele af det tabte Triforce of Wisdom. Samlingen af Triforce of Wisdom er forudsætningen for at kunne besejre overskurken Ganon. Link starter med et træsværd, men efterhånden som spillet skrider frem vil han få flere våben og magiske genstande til sin rådighed. Flere af disse er nødvendige for at kunne gennemføre spillet, ligesom Link også vil få brug for blandt andet stiger og tømmerflåder for at komme frem i spillet. På trods af en PEGI-rating på 3+, henvender spillet sig mest til større børn fra 8-9 år, som vil skulle bruge en rum tid for at komme igennem spillet. Unge og voksne vil nyde spillet af nostalgiske grunde. Sprog: engelsk (dansk vejledning).