Sjov og actionmættet 4. del i serien "Os i 3.U" om vennerne Mikkel og Roxy, som denne gang skal være med i en film. Kan selvlæses fra 8 år og læses højt fra 7 år.
Mikkel får tilbudt en hovedrolle i en ny film med den kendte, unge skuespiller, Milli Mjaw. Foxy bliver jaloux, ikke mindst da hun hører, at han skal kysse Milli i én af scenerne. Det bliver ikke bedre, da hele klassen inviteres med til én af filmoptagelserne, og Foxy får en mindre rolle. Forfatter Gunvor Reynberg har også skrevet serien "Pelle & Petra", og illustrator Niels Roland har illustreret talrige børnebøger og tegneserier.
Bogen er 4. del i serien "Os i 3.U", og den er helt på niveau med resten af serien. Historien er fuld af action og er både sjov, skør og spændende. Teksten er skrevet i et nutidigt sprog med slang og bandeord. Kapitlerne er meget korte og er skrevet med en ret stor skrifttype. Overskrifterne vækker læserens nysgerrighed, fx "Kapitel 1 hvor du hører om en mystisk dame og en masse melorme". Der er sort/hvide illustrationer på de fleste sider. Nogle steder er der faktabokse, hvor klassens kloge dreng fx forklarer hvad et klaptræ er, og andre steder står noget af dialogen i talebobler. Enkelte steder i teksten henvises til de tidligere bøger, men historien kan sagtens læses uafhængig af de øvrige bind.
Humoren og de mange illustrationer, faktaboxe m.m. minder om serierne "Wimpy Kid", "Timmy Taber" og "Tapper-tvillingerne".