Ny udgave fra DSL af Herman Bangs Ti Aar til studerende, gym.elever, undervisere, litterater og klassikerfans.
Værket udkom 1891 med 12 essays, hovedsageligt erindringsskitser. De dækker årene fra farfarens død i 1877, hvor Bang begynder sin forfatterkarriere til 1887, hvor han vender hjem fra flere år i udlandet og har skrevet hovedværker som Stuk og "Irene Holm". Et par af teksterne er fiktionsprægede, bl.a. om en jul i Prag og en ferie i Tyrol, men der er også skarpsindige analyser af det habsburgske riges nedsmeltning og politisk censur i Tyskland. Fællesnævner er Bangs smukke sprog og mere humor, end vi er vant til fra ham. Der er herlig selvironi i beskrivelsen af hans fiaskoer på teater- og foredragsturnéer og træfsikre, bidende skildringer af preussiske embedsmænd og deres bureaukrati. Sten Rasmussen står for tekstudgivelse, efterskrift og et godt noteapparat. Ti Aar er i denne nye udgave samhørende med Rundt i Norge, der udkommer samtidig.
Bogen udkom som fotografisk optryk i 1968 med efterskrift af Niels Barfoed. Den har flot layout, men den nye udgave er mere lækker og desuden bedre til opgavebrug. Den indgår på smukkeste vis i DSL's øvrige tekstkritiske udgaver af Herman Bangs værker.
Fin tekstkritisk udgave af Herman Bangs erindringsskitser Ti Aar, hvor forfatteren for alvor træder i karakter som humorist. Udkommer samtidig og som samhørende med hans Rundt i Norge. Et must for studerende, gym.elever og undervisere.