Books / fiction for children / børnesange

Ti små cyklister


Description


Billedbog efter børnesangen om de ti små cyklister som én efter én kommer galt af sted, så der til sidst kun er én lovlydig cyklist tilbage.

Reviews (3)


The libraries' assessment

d. 4. May 2001

By

By

Ingrid Jensen (skole)

d. 4. May 2001

Rasmus Bregnhøj har illustreret den gamle og kendte sang om de ti, små cyklister, der vers for vers reduceres en for en ved ikke at overholde færdselsreglerne. Den sidste cyklist "kørte korrekt, så ham kan vi li'", har børn i skolen sunget i mange år. Det gør de stadigvæk, og i den obligatoriske færdselsundervisning er den næsten blevet en klassiker. Den findes i sangbøger og i færdselsmateriale, men jeg har ikke før set den i billedbogsudgave. Her er den oplagt at bruge i indskolingen, også til hjemlån, hvor de små vil snart kunne læse/billedlæse sangen. Det er jo i grunden en barsk historie, der med en munter melodi fortrænger alvoren, Den samme dobbelthed ses i illustrationerne, hvor hvert opslag gengiver et vers og fokuserer på cyklistens fejl, både i størrelse og den udtrykte dramatik. Den let karikerede streg og en mættet farvelægning giver indholdet den drejning, der vil gøre det til at holde ud at synge igen og igen. Der er noder til sangen på omslagets bagside.


The libraries' assessment

d. 4. May 2001

By

By

Vibeke Munch Kofoed

d. 4. May 2001

Billedbogen følger et p.t. udbredt koncept hvor en velkendt, populær børnesang illustreres, og vupti har man en ny billedbog. Det er der kommet gode og mindre gode billedbøger ud af alt efter illustrator og sangens holdbarhed. Her er det en spændende og eksperimenterende illustrator, kendt fra bl.a. Det gale vejr (2000), som visualiserer en gammel, velkendt børnesang om ti cyklister, som én efter én kommer galt af sted, så der til sidst kun er én lovlydig tilbage. Selvom det remseagtige udskilningsløb er sjovt, virker sangen på mig noget gammeldags og moralsk, hvis den tages for pålydende. Men det er tydeligvis ikke hensigten her, bl.a. bærer "vinderen" ikke hjelm, og sidste billede af den kække cyklist antyder at hovmod står for fald. Rasmus Bregnhøis billeder er skæve og humoristiske med et helt eget udtryk. Byen er tegnet som baggrundskulisse der fremhæver de unge cyklister. De er tegnet med hver deres særpræg med vægt på ansigtsudtrykkene, ikke mindst de karakteristiske, store øjne. På siderne udspilles små dramaer når en cyklist skilles fra, nogle tegnet lige før det sker og andre med knaldeffekter kendt fra tegnefilm og -serier: Voldsomt, men humoristisk. En gammel sang iført nye, højmoderne klæder som nok skal fange de ca. 3-6-årige.


Berlingske tidende

d. 26. May 2001

By

By

Kari Sønsthagen

d. 26. May 2001