Ti : digte

Som titlen så rigtigt annoncerer, er det forfatterens tiende digtsamling og lad det være sagt med det samme: Simon Grotrian stryger på ingen måde sine læsere incl. undertegnede med hårene. Besværlig til det umulige at tolke endsige forstå med sit på en gang spaltede, abrupte og komplicerede billedsprog, der undertiden synes at tendere det opulente. Tætte og komprimerede er billederne, der stort set synes at stå som fragmenter af et univers, der vel nærmest er at ligne med et splintret troldspejl. Men kan de deraf følgende krav til læseren, om fordybelse i denne ustyrlige metaforrrigdom præsenteret og sat ind i et nærmest syntaktisk nirvana, iøvrigt honoreres, synes nogle af teksterne at rumme såvel den dæmpede smerte som lidenskaben, der så afmægtig som end den måtte være så dog alligevel fremstår nærværende og distinkt. Syner og visioner, religiøse strejftog, litterære allusioner - Grotrian tilbyder sig i hvert fald med en uforudsigelighed og uigennemsigtighed, der tillige pirrer nysgerrighed og måske fantasi i en grad, der gør, at lyriklæsere gerne søger at forcere vanskelighederne med at afkode teksten. Bibliotekerne er bekendte med såvel forf.skabet som hidtidig efterspørgsel, efter mit skøn kan det passende indgå, når indkøb og anvendelse skal vurderes.

Read the full assessment