Denne bog henvender sig til unge fra 12 år, som kan lide en god gammeldags gyserhistorie om unge menneskers møde med overnaturlige monstre.
Denne gyser er skrevet i et enkelt, effektivt og ungdommeligt sprog. Den debuterende forfatter er selv relativt ung (ca. 20 år), og sprogtonen er frisk og talesprogsagtig med gode autentiske replikker. Her er ikke tale om stor litteratur - men om en spændende trivialgyser, der fungerer godt inden for genrens præmisser. Når den unge debutant får lidt mere modenhed og erfaring og finder på nye plots, kan jeg sagtens forestille mig, at vi har nogle spændende ungdomsgysere i vente. Vi følger fire unge på 17-18 år, der er på weekend i et ensomt beliggende sommerhus. Området hjemsøges om natten ved højvande af nogle vampyragtige havuhyrer, og det får drabelige konsekvenser for alle. Men når indholdet er gysende, så er forsiden desværre mindre velvalgt. Den udgøres af en overkradset dør, der kun signalerer indforstået uhygge. Her skulle man i stedet have anbragt nogle af de ulækre havmonstre, der ses på nogle af bogens mange glimrende illustrationer. Tegneren Christian Guldager har med sine s/h dystre, stemningsfulde akvarelagtige illustrationer præcist ramt bogens splatter/gotiske tone.
Læsere af dette værk vil sikkert også synes om Dennis Jürgensens Uhyret i brønden, 1998 og De kom fra Blodsumpen 2, 2001 samt Krybet fra dybet, 2008 af R.L. Stine.
En elementært spændende og tilpas uhyggelig bog for læsere fra 12 år.