Bogen er for moderne troende og ikke-troende og handler om trosbekendelsen, som den siges i dåben og hver søndag i den luthersk kristne kirke. Den kan læses af såvel teologer som ikke-teologer, men er med sine referencer til Thomas Mann, K.E. Løgstrup m.fl. for et voksent publikum.
Claus Oldenburg er præst i Garnisonskirken og forfatter, senest til Den vandrende verden, 2005, der er essays om politiske og religiøse forudsætninger i verden i dag, samt Det hellige spil, 1999, der handler om Thomas Manns Josef og hans brødre. Netop denne spiller en central rolle i den aktuelle titel, da han igennem hele bogen referer til den. Der er således 2 Thomas'er på spil i bogen - den vantro apostel og Thomas Mann. I virkeligheden er titlens Thomas læseren - skeptikeren, ateisten, den tvivlende. Ved at gå slavisk frem i trosbekendelsen (bortset fra, at forsagelsen kommer til sidst i bogen) og forme teksten som prædikener på skrift fremkommer bogens række af essays om moderne trosliv og til det moderne menneske. En prædiken er netop en åben refleksion over en tekst. Således også disse essays.
Der findes ikke så meget nyere, der går ind i trosbekendelsen og moderne kristentro. Vi skal tilbage til Robert Bladt: Kristustro, 2005 for at finde en gennemgang rettet til det moderne menneske. Den er dog mere enkel og kan bruges helt ned i konfirmationsalderen.
Med udgangspunkt i trosbekendelsen reflekteres over en række centrale kristne begreber. Bogen er både for teologer og for ikke-teologer.