Til sidste fjer : (pigebanden)

Dramastykke med en - desværre - alt for aktuel problemstilling. Min. 2 medvirkende. Enkel scenografi med få rekvisitter. Ingen regibemærkninger. Ca. 50 minutter. Stykket er som et billede, hvor tilskueren selv skal lægge til og trække fra. Der er få forklaringer om, hvorfor. Der fortælles mest om, hvordan. Vera fortæller sin historie om dengang hun var 14 år, gadebarn og medlem af en pigebande på fem. Veras fortælling "afbrydes" konstant af Louise, der både er der og ikke er der. Hun forlanger, at Vera fortæller det hele, så historien kommer til at hænge sammen og kan give mening for tilskueren. Det er en beretning om fem piger, der lever på gaden. Vi får ikke kendskab til deres bevæggrunde til et sådant liv. Livet er hårdt og dystert, men Vera og Louise fortæller om det uden den store sentimentalitet eller dramatik. Stille og roligt opruller de deres fælles liv, indtil Louise dør af en overdosis, og Vera bliver fundet og bragt på hospitalet. Mens de lever på gaden betragter de sig selv som uovervindelige, frie fugle. Fuglebilledet går igen i hele stykket. Stykket er krævende for de to skuespilleres evne til at huske replikker. Jeg kan bedst forestille mig, at det kan sættes op med modne unge i ungdoms- eller efterskoleregi.

Read the full assessment