Dette er det afsluttende bind i fantasy-serien om Deltoras Bælte. Vore tre helte Leif, Jasmin og Barda har nu fundet de syv ædelstene og har indsat dem i det magiske bælte. Men Skyggeherren og hans onde kumpaner kan først overvindes, når Deltoras Bælte sidder på den retmæssige arving til riget. Bogen er et stykke underholdende triviallitteratur, hvor der hele tiden er gang i enten drabelige kampe, mystiske hændelser, forviklinger eller intriger. Forfatteren har benyttet sig af næsten alle de gammelkendte fantasy- og eventyringredienser. Bogens intense stemning af spænding og drama og et handlingsforløb, der aldrig går i stå, vil helt sikkert få bogen til at fænge hos de 9-12-årige. Forrest har bogen et kort over begivenhedernes skueplads samt et resumé af de forudgående hændelser. Den farvestrålende forside rammer fint bogens fantasyunivers.