Der er mange fantasifulde ideer og masser af fortællelyst i denne nissefantasyfortælling, eller hvad man nu lige skal kalde en bog med et drys Harry Potter, en mundsmag jul og en ordentlig skefuld nissetrylleri. Når jeg alligevel ikke helt vil give den fem nissehuer, er det fordi der på en måde både sker for meget og for lidt. Forfatteren, som er debutant, har så godt fat i handlingen, at alt kommer med, og det gør bogen noget langtrukken. Især den midterste del står lidt for stille med mange beskrivelser af måltider, og hvad hver især gør og siger. Men bortset fra det, er det en hyggelig oplæsningsbog med mange gode takter. Vi er i nissernes verden, hvor hovedpersonen Tjølfe er en nissedreng med evner inden for trolddom og detektivopgaver. Sammen med sine gode venner opklarer han forskellige ting, går i nisseskole, hvor de lærer at trylle og transformere sig, og han hjælper til sidst julemanden med at lave den drik, som gør, at julemanden kan være alle steder på en gang julenat. Som i Harry Potter vrimler det med skøre og finurlige påfund, og nissemiljøet er godt og fyldigt beskrevet. Bogen er lækker at se på med sjove fotoillustrationer, og jeg vil anbefale den til oplæsning fra 6 år. Slutningen kunne tyde på en fortsættelse.