Animeret spillefilm og actionfyldt underholdning for børn fra 7-11 år. Filmen er handlingsmættet og sine steder lidt voldsom, og egner sig derfor ikke for de yngste Disney-fans.
Filmen er nr. 50 af Disney koncernens række af tegnefilm i spillefilmslængde. Filmen er tydeligvis produceret til 3D, men fungerer fint som almindelig film. En tyv, Eugene, på endeløs flugt møder Rapunzel med det lange hår, og de flygter sammen, og forelsker sig. Eugene dræbes af heksen, der holder Rapunzel fanget, og han løser i sit sidste åndedrag Rapunzel fra forbandelsen ved at skære hendes lange hår af, som ellers er magisk og helbredende. Heksen dør, og Eugene dør, men genoplives af Rapunzels tårer der rummer dråber af solskin. Rapunzel finder hjem til sine forældre, en konge og dronning, og efter lang tid siger Eugene ja til hendes frieri. Eventyret om Rapunzel er tilføjet yderligere fut og fart og nye bifigurer bl.a. hesten Maximus, der er en sporhund. Den tekniske kvalitet af billede og lyd er i orden. På dvd er der bl.a. ekstramateriale med bl.a. oprindelige begyndelser.
John Lasseter har bl.a. produceret denne film, han stod bag Toy story, og denne film er ikke helt oppe i det gear, men det er en håndværksmæssigt set velproduceret underholdningsfilm i Disney-kataloget.
En håndværksmæssigt set velproduceret og actionfyldt animationsfilm spinder en rimelig underholdende ende over det kendte eventyr om Rapunzel.