Filmen To the wonder er for alle, der holder af et romantisk drama. Formidles sammen med andre kærlighedshistorier på film og i bogform.
Filmen tager sin begyndelse i Paris og ved Mont Saint Michel, hvor den fåmælte amerikaner Neil møder den erotiske ukrainske kvinde Mariana. Neil inviterer Mariana og hendes datter Tatiana med hjem til Oklahoma, og det romantiske liv fortsætter i nogle måneder, indtil Neil møder Jane, som han har kendt fra sin barndom. Mariana og datteren rejser tilbage til Frankrig, da deres visa udløber. Men efter nogen tid hvor Mariana har levet fattigt og isoleret, og Tatiana er flyttet tilbage til sin biologiske far, henter Neil Mariana tilbage til Oklahoma, og de gifter sig. Den lokale katolske præst fader Quintana bliver en trøstende engel for både Neil og Mariana, da deres forhold igen kommer i krise. Fader Quintana er dog selv i tvivl om kærlighedens væsen. Fortællingen er i lange passager uden dialog mellem hovedpersonerne. Det er skiftende jeg-fortællere, først Mariana, dernæst Neil og i en passage Jane, der fortæller den handling der udspiller sig mellem hovedpersonerne.
Den amerikanske instruktør Terrence Malick har tidligere instrueret Den tynde røde linie, Tree of life m. fl. Som i Tree of life er det spørgsmålet om tro, troskab og kærlighed, der er det bærende element i To the wonder.
Et fint lille kærlighedsdrama, der fortæller mest om den mandlige hovedperson Neil og hans næsten umælende tilgang til kærligheden.