Lixtallet er godt 18. Børn på 8-9 år kan anvende bogen til lystlæsning, små opgaver eller til faglig læsning, evt. til oplæsning og samtale. Teksten fremstår med store typer, korte afsnit og sammensatte ord delt.
Med eksempler fra hele verden beskrives i brede vendinger de elementer, der hører til togdrift, det vil bl.a. sige sveller, tunneller, lokofører (fejlagtigt kaldet togfører), spor og trafikstyring. Desuden er der forskellige togtyper, fra dampmaskiner og eltog til tandhjulstog, førerløse monorails og højhastighedstog, ja, bogen får faktisk alle de vigtigste aspekter med. Billedmaterialet består af en skønsom blanding af fotos og farvelagte tegninger. Der er desuden nogle få ekstrabokse, en side med supplerende oplysninger og medialiste.
For målgruppen er der ikke mange titler med lignende indhold, og slet ingen nyere. Tog fra 2000 ligner mest, men har et dansk perspektiv.
En fin lille fagbog i det velkendte format og layout fra serien Små fakta.