Xbox 360. Actionspil. Spillet er det femte spil i action-serien. Spillet henvender sig til unge og voksne gamere fra ca. 15 år. PEGI-rating på 18 med ikoner for grimt sprog og vold. Spillet er på engelsk. Tekster i spillet er på dansk.
Sam Fischer har trukket sig tilbage fra karrieren som agent på grund af datterens død i et trafikuheld. En tidligere kollega advarer ham om, at en gruppe af lejemordere er ude efter ham, og han erfarer derved at datterens død var en del af en større sag, og han kommer derved på sporet af en sammensværgelse som involverer den hemmelige organisation, Third Echelon. Som i de tidligere versioner af spillet har hovedpersonen, udover et stort antal våben, en mængde avanceret teknologi til rådighed, som gør det lettere for ham at snige sig ind i fjendtlige territorier. Blandt andet kan han fx aflure hvad der sker bag lukkede døre med specielle spejle og kameraer. Nyt i dette spil er en funktion, hvor det er muligt at markere et antal fjender og derefter eliminere dem i et hug. Grafik og lydside placerer sig i toppen af hvad der kan leveres på platformen lige nu.
Ud over forgængerne i "Splinter cell"-serien kan spillet sammenlignes med Metal gear solid 4, som er et andet topspil inden for samme stealth-genre.
Spillet er et topspil i genren, og det vil uden tvivl blive populært blandt tilhængere af serien. Nye spillere kan også være med, da spillet er relativt let tilgængeligt. En god historie og et godt gameplay understøttet af fremragende grafik og lyd samt et attraktivt udvalg af spil-modes gør spillet til et sikkert hit.