Til videregående historisk interesserede og læsere af Barfoeds forfatterskab.
I bogen, som har mere karakter af erindring end historie, fortæller Barfoed retrospektivt reflekteret om sine oplevelser på en rejse til Prag 1986 for at overrække en frihedspris til dissidenten Vaclav Havel. Alt sammen under intens overvågning af det hemmelige politi, hvis rapport om hans færden som "Tomis-A", Barfoed fik adgang til i 2008 og flittigt citerer. Bogen springer med oplevelse og genoplevelse i for- og nutidig eftertanke mellem opholdet i Prag 1986, der endte med arrestation og udvisning og et nyt ophold på samme hotel med et nyt møde med Havel i 2008, hvor han også opsøgte en af sine daværende skygger. Han fortæller om andre dissidentskæbner og belyser og analyserer med sin nye viden. Bogen myldrer af associationer, eftertanker og kommentarer om sam- og nutiden. Dens springende sammenhænge, detaljerede iagttagelser og ofte ret private erindringsoplevelser fordrer primært en reflekterende læser.
Andre erindringer er Farvel så længe! og Har De tid et øjeblik?, mens Hotel Donau, 1988 belyser østeuropæiske samtidsindtryk.
Et retrospektivt springende erindringsperspektiv, hvor oplevelserne på en rejse bag jerntæppet med en frihedspris til Vaclav Havel 1986 ses i nyt lys ud fra det hemmelige politis daværende rapport og et nyt Havel-besøg 20 år efter. Bogen har et godt tidsbillede fra datidens Østeuropa og udfordrer med sine associationer, tangenter og iagttagelser den intellektuelle læser.