Bogen er andet bind i Zion-arven. Vågenat i Jerusalem udkom sidste år og tredje bind ventes på dansk til efteråret. Bind 1 begyndte med 14. maj 1948, hvilket var dagen hvor staten Israel erklærede sin uafhængighed og bind 2 skildrer den videre udvikling 5 dage efter. Som i første bind har Moshe Sacher, arkæolog og snedig Indiana Jones epigon, stadig kommandoen over en af enhederne i den jødiske forsvarsstyrke Haganah og som har til opgave at holde Den gamle by og Zion-porten i jødiske hænder. Ud over de fæle Jihad-krigere må han kæmpe mod en forklædt tidligere SS-soldat Brandenburg som på tarvelig vis har infiltreret hans gruppe. Rachel, Moshe Sachers gravide kone og sygeplejerske, arbejder samtidig i døgndrift med sårede civile og soldater. Blandingen af historisk autenticitet, almenmenneskelig drama og en konflikt, som er mere aktuel end nogensinde, fungerer som en effektiv underholdningsmaskine og som næsten kalder på en filmatisering. Forfatterne skriver udmærket og levende, men karaktererne er på grænsen til det stereotype. Dertil kommer den lidt for markerede heroisk-israelske synsvinkel modsat den blodtørstige arabiske der oven i købet har nazister på deres landshold. Men Thoene-parrets læsere bliver sikkert ikke skuffede.