De tre eventyr om "Tornerose", "Askepot" og "Snehvide" traditionelt fortalt i smukt illustrerede udgaver. For 4-7 år.
"Tornerose" er eventyret om prinsessen der ved fødslen får vuggegaver og en af dem er en forbandelse. Da hun fylder atten år stikker hun sig på en ten og alle i kongeriget falder i en dyb søvn i 100 år indtil prinsessen bliver vækket af et ægte kærligheds kys. "Askepot" slider i det for sine onde stedsøstre og drømmer om at komme til bal på slottet. Hun får på magisk vis en balkjole og sko i glas og kommer til bal på slottet, men hun skal huske at være hjemme inden midnat, for der brydes fortryllelsen. "Snehvide" må flygte ud i skoven og bo hos de syv små dværge, da hendes onde stedmoder, dronningen, vil dræbe hende. Men dronningen, som er en heks, finder hende ude i skoven og forgifter hende med et æble.
Alle tre eventyr er smukt illustreret af tegneren Francesca Rossi. Bøgerne er flot layoutet og veksler mellem fuldt illustrerede dobbelt opslag uden tekst, vignetter og mere traditionelle opslag med tekst og billeder. Der er forholdsvis meget tekst, og historierne er fortalt, så de ligger tæt på de oprindelige eventyr.
Det vrimler med eventyr om de tre prinsesser. En andet flot alternativ er Peter Madsens Eventyrbogen hvor alle tre eventyr er indeholdt.