I 1930'ernes New York arbejder Luca Torelli, med øgenavnet Torpedo, som lejemorder. For en passende betaling er han parat til at slå hvem som helst ihjel, men det er hans modstandere også. Hårdkogt krimitegneserie, mest for voksne.
En række af de korte fortællinger på 8-10 sider hver om lejemorderen Torpedo har tidligere været udgivet på dansk i 5 albums mellem 1984 og 1989, dengang dels i sort-hvid og dels i farver. Nu kommer en sort-hvid værkudgave af samtlige 61 historier i serien, præsenteret i 5 store bind i hardcover. En del af historierne i det første bind har ikke tidligere været udgivet på dansk. Både tegner og forfatter er rutinerede tegneserieskabere, selv om kun Abuli har fået oversat andet end "Torpedo"-fortællingerne til dansk.
De hårdkogte krimifortællinger om den afstumpede lejemorder Torpedo trækker på arven fra Hammett og Chandler, men er blevet til i en mere barsk tid end disse. Indholdet i fortællingerne er politisk absolut ukorrekt, sexistisk og sadistisk, og er ind imellem også tæt på at overskride denne læsers grænser. Til gengæld er billedsiden i albummet en absolut fornøjelse. Bernet udnytter de sort-hvide kontraster forbilledligt og når i perioder kvalitetsniveauet hos serietegnere som Joe Kubert og Hugo Pratt.
Stilen i "Torpedo"-fortællingerne minder meget om den kynisk-lakoniske fortællestil i Frank Millers "Sin City"-serie, ligesom handlingen i de to tegneserier har en del til fælles.