Afprøv dine evner som buschauffør og opbyg dit eget turistbus-firma på den spanske ø Fuerteventura. Underholdende simulationsspil for unge fra 12 år og voksne.
Simulationsspil som udkom til pc i 2018 og nu er konverteret til PS5. Spilleren starter med at købe en enkelt turistbus og skal derefter køre forskellige ruter. Senere kan man købe flere busser og hyre personale til at køre nogle af ruterne. Man skal ikke kun køre bus men også klare administrative opgaver som fx at bestille reservedele. Man kan indstille, om hovedvægten skal være på arcade eller realisme (så man fx selv skal skifte gear og blinke af). Der er 2 spilmodes: “Management", hvor man løbende får opgaver samt “Freeplay". For 1 spiller.
Spillet hører til blandt de mere arcadeagtige simulationsspil, selv når man slår samtlige realistiske funktioner til. Spillet starter med en tutorial, som giver en meget fin introduktion til de grundlæggende funktioner. Spillet er varieret uden at være uoverskueligt. Der er hele tiden nok at lave, og man skal fx også vedligeholde busserne og købe snacks til passagererne. Man skal sørge for at balancere økonomien og planlægge sine ordrer. Grafikken er flot, men detaljer på genstande man kører forbi i landskabet, dukker ind imellem ret pludseligt op. Konverteringen til PS5 er rigtig god, og spillet fungerer superfint. PEGI: 3.
Spillet minder en del om Bus simulator 21 (Playstation 4), men er dog noget nemmere at komme igang med og har et mere overskueligt gameplay.