En bog der i en kort tekst og på tegninger beskriver de forskellige typer træer og buske, som man normalt kan støde på i den danske natur, i agerlandet og i vore parker. Efter en fin lille indledning om de forskellige danske biotoper og om træernes/buskenes botanik gennemgås i familieorden ca. 200 vækster med tydelige tegninger af blade, skud, frugter og andre karakteristika for den enkelte plante og med tilføjede tekstlige oplysninger om kendetegn, udbredelse, økologi og betydning. Der er lagt vægt på at den enkelte plantetype kan genkendes ved hjælp af bogens tegninger, og den tilhørende tekst supplerer så med en forst- og landskabsmæssig bedømmelse af planten og lidt kulturhistoriske oplysninger. Bogen kan fungere som en primitiv nøgle via små tegninger af planternes blade på forsatserne, ellers er indgangen via navneregistrene og systematikken - eller ved at gennemblade bogen. Emnet er i forvejen godt beskrevet i både den botaniske litteratur og i mange havebøger. Havefolket vil nok foretrække bøger med flere dyrkningsmæssige oplysninger, men for alle naturinteresserede er det en lettilgængelig og handy beskrivelse af de busk- og trævækster, som man kan støde på i både natur- og kulturlandskaber i dagens Danmark.