Efter dagbogsromanen Dampe (2003), har Iselin C. Hermann skrevet en helt anderledes og dejlig roman, hvor dagligdagen beskrives fra barneniveau. En sommerdag i 1960erne ankommer Sveske til gården et sted på Sjælland, hvor mormor og morfar, som er fyldt med penge, bor, og her et myldrende liv med mange specielle personer: onklerne Østen, Puer og Gårddrunten, og ikke mindst hushjælpen Nea, som regerer i køkkenet. Livet glider roligt forbi, alt er sommer, og Sveske kommer ud for mange oplevelser, der videregives med barnets logiske sans, som ikke altid er sammenfaldende med de voksnes. Små detaljer bliver til store begivenheder, bornholmeren i stuen udmåler tiden, men Sveske på 5 år har ikke altid helt tjek på tiden. Den udstoppede ugle kan føre én ud på store eventyr, og sådan er det hele vejen igennem. Et kærligt tilbageblik på barndommens land, en erindringsfantasi fyldt med forunderlige oplevelser og spøjse personer, fortalt med lune og overskud, en morsom og meget underholdende lille roman, en perle som fænger og glæder.