Der udkommer for tiden mange små fagbøger for de 10-11-årige, gennemgående af god kvalitet. De fleste er tænkt til undervisningsbrug, især i natur & teknik og dansk for de 10-11-årige, men kan naturligvis også anvendes til fritidslæsning. Den foreliggende bog og serie er suppleret med en ganske veludviklet hjemmeside, som uddyber og udfordrer til selvvirksomhed. Teksten i bogen er fint struktureret: definition, trækruter, reservater, at kigge fugle, at hjælpe fugle, og så forskellige eksempler på trækfugle af både spændende og kuriøs art. Undervejs er der oplæg til diskussion, henvisninger til hjemmesiden, supplerende oplysninger, og det hele er garneret med mange fotos, et par kort og nogle tegninger. Ordliste og register er der også. Bogen er fint tillempet danske forhold, så den næsten fremstår som en selvstændig udgivelse. For nogenlunde samme målgruppe udkom Fugle i serien De små fagbøger i 2006, men der er ikke stort sammenfald i indhold.