Tribeca sunset er især for voksne.
Forlaget Fahrenheit markerer 10-års dagen for terrorangrebet på World Trade Center med en samlet genudsendelse af Henrik Rehrs to tematisk beslægtede tegneserier om samme emne, Tirsdag, 2002 og Tribeca sunset, 2003. 10 år efter begivenheden er dens karakter af historisk pejlemærke måske tydeligere end nogensinde, ikke mindst på grund af terrorhandlingens enorme omfang og voldsomme følgevirkninger. Derfor er det på sin plads med denne genudgivelse (med 50 siders ekstramateriale), som sikrer, at katastrofen ikke går i glemmebogen - hvis der ellers skulle være nogen risiko for det. Henrik Rehrs nedtonede beretning om at være nyhederne frem for at overvære dem udspilles på baggrund af terrorangrebet, men fokuserer i langt højere grad på de personlige indtryk og erfaringer end på de verdenshistoriske begivenheder. Den sort-hvide billedside i en nøgtern, semirealistisk streg understøtter den lavmælte hverdagsindfaldsvinkel.
Art Spiegelmans In the shadow of no towers, 2004 handler også om 11/9. Kurt Busieks Marvels, 2001 har et andet sigte end Henrik Rehrs tegneserie, men handler ligesom denne om almindelige mennesker og deres reaktioner i en meget ualmindelig verden.
Henrik Rehrs tegneserie har terrorangrebet som gennemgående klangbund for indholdet, men handler lige så meget om alt muligt andet: kærlighed, kunst, succes, usikkerhed, svigt og bristede illusioner. En stor mundfuld, men Rehr tackler udfordringen udmærket.