Playstation 3. Rollespil. Turbaseret, japansk RPG som udspiller sig i et mytisk univers. Spillet henvender sig til børn fra ca. 10-12 år og har en PEGI-rating på 12 med ikoner for vold og grimt sprog. Spillet er på engelsk.
Spillet foregår hovedsagelig i det mytiske Netheruniverse, hvor en myriade af ting flyder rundt i form af ufo'er, kæmpebiblioteker, piratskibe og andet godt. Landet Empyria er truet af stumper der falder ned fra dette univers og det eneste der kan redde landet er, at Kanata bliver Demon God King i stedet for Demon Dog King. Sammen med valkyrien Rizelia må han nu løse mysteriet omkring Netheruniverse og gå i kamp i de mange dungeons der er gemt i universet, før dette kan ske. Undervejs optjenes der penge og Universe Ranking som kan bruges til opgradering. Der skal bruges lidt energi på at lære det turbaserede kampsystem i spillet og utålmodige spillere vil måske stå lidt af over for de mange engelsk-sprogede dialogboxe man skal igennem, før man kan komme i gang med actiondelen. Spillet har en fin grafik, som er smukt inspireret af de japanske manga-universer, og dette vil helt sikkert appellere til mange mangafans.
Spillet er inspireret af de to japanske rollespils-serier, "Atelier Meruru" og "Disgaeas", som det bl.a. "låner" figurer fra. Begge spil er repræsenteret på bibliotekerne.
Spillet er et fint spil, som henvender sig til fans af japanske rollespil. Erfaringer med udlån af de ovennævnte to japanske rollespil kan være en indikator for anskaffelsen af dette spil, som man let kan blive suget ind af, når først man har lært kampsystemerne at kende.