4. bind i serien om monsteragent Sofie Vaks. Historien handler denne gang om den allehelgensaften, hvor Sofie og især hendes forældre gør klar til den sjove gyserfest på byens torv. Pludselig får familien besøg af et par kappeklædte herrer udstyret med en særlig støvsuger. Sofie opdager, at de er tidstyve, som stjæler den tid, som diverse apparater sparer folk for! Helt alene må Sofie kæmpe for at få den stjålne tid tilbage. Trods det småfilosofiske plot er der ikke tale om en dybsindig bog, men en letlæst og underholdende bog med mange sjove illustrationer, som bagsideteksten udtrykker det. Skriften på de 76 sider er stor, linjerne korte, men bindet stift, så følelsen af at have læst en rigtig bog er udtalt. Bogens illustrationer er akvareller gengivet i gråtoner, men de er muntre og træffer det hyggelige gys på en prik. Fra 9 år.