For begynderlæsere af faglige tekster. De fleste børn i 10-års alderen vil kunne læse og forstå bogen. Den kan fungere til selvstændig læsning eller indgå i faglige læsekurser.
Bogen tager afsæt i 2004-tsunamien og pigen Tilly, som blev verdenskendt, fordi hun angiveligt advarede mere end 100 strandgæster. Dernæst fortælles om tsunamiers opståen, kraft og virkninger. Sammenhængen mellem jordskælv og tsunamier forklares, og der fortælles om hjælpearbejdet efter 2004-tsunamien. Bogen er illustreret med farvefotos og -tegninger, og den rummer faktabokse, indholdsfortegnelse, stikordsregister og litteraturliste. Bogens forsidefoto er underbelyst og vanskeligt at tyde. Bagsideteksten henvender sig på uhensigtsmæssig måde til såvel barnelæseren som en eventuel voksen formidler. Lix-tallet angives til 15, men er reelt 20,2. Nogle illustrationer er forsynet med billedtekst, mens andre, som jeg synes burde være det, ikke er. Et afsnit omtaler Jordens syv kontinentalplader, men et tilhørende kort viser 11. Adskillige gange krydshenvises der mellem bogens afsnit; et forhold som er uhensigtsmæssigt for begynderlæsere. Flere faglige forklaringer er tvivlsomme, såsom: Elefanter kan mærke jordskælv og tsunamier, før de begynder. Bogen henviser til forlagsseriens hjemmeside med opgaver og vejledninger; disse virker ikke færdigbearbejdet.
Vi har en del titler om emnet fra de seneste fem år. De har dog alle en ældre målgruppe end nærværende titel.
En ikke særligt vellykket fagbog til letlæsning.