Tine Bryld er en institution, der i nu 30 år med indlevelse og klogskab har givet råd til unge gennem radioprogrammet Tværs. I bogen bringer hun reportager og lange uddrag fra samtaler fra 6 søndage med Tværs i det første halvår af 2002. Man finder for øvrigt ud af at samtalerne i radioen kun er toppen af isbjerget, og at der bagved kan ligge månedlange korrespondancer - mest på mail. Ind i mellem ser Tine Bryld tilbage på sin egen ungdoms eskapader, fortæller om livet med de børnebørn, der omgiver hende i dag og reflekterer over sin egen rolle som rådgiver. Bogen slutter med en kavalkade af sort/hvide billeder af Tine Bryld og af skiftende Tværs-redaktioner. Samtalerne, der bliver gengivet, vil sikkert kunne anvendes på forskellige former for pædagogiske uddannelser, men bogen vil også være af generel interesse for Tværs-lyttere i alle aldre, der sætter pris på Trine Brylds livskloge betragtninger og hendes modspil til unge, der er i krise, hvad enten den så skyldes vanskelige opvækstvilkår eller har andre grunde. Tine Bryld har tidligere, med udgangspunkt i de unge hun møder i programmet, skrevet en række ungdomsromaner, og i Ikke en engel (1997) fortæller hun om en incestramt piges skæbne.