For unge og voksne superheltefans.
Historien The Avengers : kaos, 2010, berettede om, hvordan superheltegruppen Avengers under dramatiske omstændigheder mistede flere medlemmer og til slut blev opløst. Den nye fortællecyklus tager sin begyndelse et halvt år senere, hvor flere af medlemmerne i den tidligere konstellation bliver involveret i en omfattende fangeflugt fra et fængsel for superskurke og siden beslutter at danne "De nye Avengers" i kompagniskab med yderligere et par superhelte fra Marvel-universet. Fangeflugten er imidlertid kun det første led i en kompliceret intrige, som fortsætter i en række kommende albums med "De nye Avengers". Brian M. Bendis tager sig god tid til at introducere sit plot og pepper det fint op med en stribe kvikke replikskifter i klassisk Marvel-stil. Indtil videre er det dog svært at få øje på den dybere mening med de heftige kampscener, hvor gode og onde uddeler øretæver af kosmiske dimensioner i David Finchs hyperrealistiske streg og Frank d'Armatas dystre farvelægning. Fortsættelse følger.
Superheltegrupper er forlagenes udstillingsvinduer, og serien De nye Avengers mønstrer nogle af Marvels største aktiver på superheltefronten: Captain America, Spider-Man, Iron Man, m.fl. Samt naturligvis den obligatoriske storbarmede kvinde i kropsnært tøj.
Udbrud er topprofessionelt håndværk med en tekstside, der inkarnerer nogle af Marvel-universets klassiske dyder. Den noget dunkle intrige afslører ikke meget om, hvor handlingen fører hen.