Forening for Boghåndværk har ikke sparet på det gode 120 g Micha-offsetpapir for venstre margin udgør ca. 1/3 af bogen - dog heldigvis ikke den bedste. Indholdet i årets udstyrsstykke er 6 noveller og 1. kapitel af en romantorso. Det er noveller, som Bodelsen enten ikke har kunnet indkomponere i sine samlinger eller som af andre grunde lå i skuffen. Der er gode sager iblandt: den mystiske historie om de uhyggelige billeder af en mand, der indebrænder i en bil, ingen har taget dem, men de var med på en ældre film midt i ferieidyllerne. Julemandbankkuppet på Nærum Torv kommer i endnu en version, som vist har stået i EVA. Bedst er nok "Den gamle Hitchock" om den stressede, omtågede, fyrreårige filmkritiker ved Ekspressen og hans forsøg på at klare sig i bladet og overfor koblet af unge filmstuderende, der altid er efter ham. Det er det ambitiøse menneskes krise og mareridt skildret på meget nært hold. De øvrige historier er under Bodelsens vanlige standard, både højskoleopholdetmed kulturkløftdebat og det unge pars anstrengende biltur forekommer for lange, og pubertetspornodrømmen, der ikke kom med i Sengeheste, er meget svag. Smagsprøven på den uskrevne roman gav nok lyst til at læse videre, men var ikke i sig selv tilfredsstillende. Bogen bør købes som et led i forfatterskabet, men i færre exemplarer end normalt.