Uden hjem

Romanen om at være hjemløs er overvældende i sit omfang, og vil nok kunne afholde en del af forfatterens kernelæsere fra at kaste sig over den; og det er synd. For selv om bogen også i mine øjne er for lang er det en "ægte Strandgaard" der taler med indlevelse og oprørt socialt engagement. Den beskriver indgående nogle få måneder af en 62-årig kvindes sociale deroute til hjemløs. Inger har først i en sen alder mødt sit livs kærlighed. Kort tid før de skal giftes dør manden, og da de ikke har nået at sikre hinanden, står Inger pludselig i sin sorg tillige som hjemløs. Hun flygter såret og lidt for selvretfærdigt fra arvingernes pæne tilbud om en sum penge, og ender på gaden med ganske få penge at leve for. Hun fortæller hverken sin gamle mor eller vennerne at hun lever som hjemløs på forskellige kvindeherberger i København. Og her ligger så bogens styrke, nemlig i skildringen af det skjulte folk af hjemløse hun bliver en del af. Sammenholdet, sproget, varmestuerne, inertien, "de andres" foragt... alt sammen medrivende og fantastisk realistisk beskrevet og med til at forme et både psykologisk og socialt portræt af en hjemløs. Inger får udkæmpet nogle kampe med både ydre og indre dæmoner, før hun når ud på den anden side som et styrket menneske.

Read the full assessment