"Kvinden bliver muligvis partner, men hun fortsætter med at skabe, reparere, lappe knuste liv, som hun altid har gjort". Sådan skriver Fay Weldon i forordet til denne novellesamling, hvor hun har samlet sine 21 yndlingsnoveller. For yndere af forfatterskabet, nok især kvinder, samt læsere med interesse i moderne kvindeliv.
En samling af Fay Weldons egne yndlingsnoveller fra de fire årtier 1970'erne, 1980'erne, 1990'erne og 2000'erne. Bogen indeholder noveller som "Angel, den skinbarlige uskyld", "Nede på det kliniske diskotek", Kærlighed blandt kunstnerne" og "Jul på Møn". Sidst i bogen er kortromanen "Ted-drømmene".
Fay Weldon er skarp, kritisk og humoristisk. Nogle vil givetvis mene at hun langer hårdt ud, men dette er også forfatterens vartegn. De fleste læsere har en mening om forfatterinden, et had/kærligheds forhold, men på mange måder er hun feminismens litterære talerør. Kvindesind, kvinders forhold til sig selv, deres børn og ikke mindst deres mænd tages under satirisk behandling, og denne novellesamling giver et skarpt billede på udviklingen, hvor man i novellerne fra 1970'erne ser kvinderne som undertrykte i hjemmet, frem til 2000'erne hvor de er tvunget ud på arbejdsmarkedet. Absolut anbefalelsesværdig underholdning.
Det er svært at sammenligne Fay Weldon med andre end Fay Weldon selv. Af andre dygtige, feministiske forfattere kan fremhæves Caitlin Moran.