Bogen indeholder opskrifter på ulden strik til børn i alderen 0-6 år. Især til mødre og bedstemødre, der har erfaring med strik.
Bogen indledes med 12 opslag med billeder af alle modellerne. Herefter følger opskrifterne som akkompagneres af flere illustrationer. Der er i alt 12 modeller som fx bluser, huer, halsedisser og nederdele. Alle modeller er strikket i forskellige uldblandinger. Til slut også opskrifter på kvaster og en hæklet stjernepude. Opskrifterne bruger mange forskellige teknikker - rundpinde, diagrammer, snoninger osv. Der er indholdsfortegnelse, en oversigt over forkortelser og info om strikkeprøver. Bogen indeholder desuden forord og en billedindholdsfortegnelse. Dette er forfatternes første bog.
Bogen indeholder nogle søde opskrifter - nogle nytænkende, andre mere traditionelle. Billederne er rigtig flotte og giver en lyst til at klæde sine børn i uld. Uld er meget populært blandt mange mødre - strik ligeså, og jeg er sikker på, at de vil synes om indholdet.
I år er også udkommet Blød babystrik som også beskæftiger sig med ulden strik, men kun til babyer. Der findes et utal af bøger med strikkeopskrifter til de yngste børn. I mange af disse findes en eller flere modeller i uld, men jeg finder ikke mange andre, der beskæftiger sig med uld som tema.