Ultraviolence

"En del af Del Reys udvikling skal tilskrives valget af The Black Keys' Dan Auerbach som producer, for han har tilføjet Del Reys univers en del ridser og et mere råt udtryk, der i den grad klæder hendes retro-coolness, der på tidligere udgivelser har kunnet føles en kende for strømlinet. Væk er de mest voldsomme orkestrale udladninger og inde er tremolo-guitarerne. Det er en udsøgt fornøjelse at dvæle i Del Reys depraverede lyriske univers, der har prostituerede, narkomaner og masochister nok til en Burroughs-roman".

"En del af Del Reys udvikling skal tilskrives valget af The Black Keys' Dan Auerbach som producer, for han har tilføjet Del Reys univers en del ridser og et mere råt udtryk, der i den grad klæder hendes retro-coolness, der på tidligere udgivelser har kunnet føles en kende for strømlinet. Væk er de mest voldsomme orkestrale udladninger og inde er tremolo-guitarerne. Det er en udsøgt fornøjelse at dvæle i Del Reys depraverede lyriske univers, der har prostituerede, narkomaner og masochister nok til en Burroughs-roman".

"Det er et slidstærkt, iørefaldende opus, der udfordrer idéen om popmusik ved at have et mangfoldigt og råt udtryk".

Read review

"Hun er ikke en afstøvet og nyopdaget stjerne, hun er derimod et af det ny årtusindes mest fascinerende nye popnavne, og det er således interessant at høre, hvordan hun positionerer sig på »Ultraviolence«. Vil de 11 nye sange konsolidere hendes rolle eller søge at forandre den? »Ultraviolence« åbner med »Cruel World«, der lyder som et fund i en kasse med gamle vinyl-singler og er såvel skønhedssøgende som urovækkende og med et ualmindelig smukt sug i omkvædet. Siden følger titelnummeret »Ultraviolence«, der lig mange af Lana Del Reys øvrige numre gemmer på populærkulturelle referencer. Linjen »He hit me and it felt like a kiss« ligner således en hilsen til »He Hit Me (It Felt Like A Kiss)«, som The Crystals indspillede i 1962 under Phil Spectors ledelse".

Read review

"Lana Del Rey ligner måske en påklædningsdukke, og til koncerter opfører hun sig indimellem også sådan. Men 'Ultraviolence' har ikke uden grund lånt sin titel hos Anthony Burgess' 'A Clockwork Orange'. Det smelter tiderne sammen til rå billeder af det dysfunktionelle menneske. Uden at støde det fra sig. Og hun gør det med en musikalsk volumen, der smukt afstemmer både hendes slæbende melankoli og højstemte melodrama.Med The Black Keys' Dan Auerbach som producer har Lana Del Rey skruet tempoet ned og fjernet fokus fra omkvædet i sin narkotiske popmusik. I stedet for elementer af hiphop skyller sangene nu af sted på violiner, enkle trommer og forvredne stormguitarer med Auerbachs sans for et psykedelisk tvist i lyden".

Read review

"Hun er ikke en afstøvet og nyopdaget stjerne, hun er derimod et af det ny årtusindes mest fascinerende nye popnavne, og det er således interessant at høre, hvordan hun positionerer sig på »Ultraviolence«. Vil de 11 nye sange konsolidere hendes rolle eller søge at forandre den? »Ultraviolence« åbner med »Cruel World«, der lyder som et fund i en kasse med gamle vinyl-singler og er såvel skønhedssøgende som urovækkende og med et ualmindelig smukt sug i omkvædet. Siden følger titelnummeret »Ultraviolence«, der lig mange af Lana Del Reys øvrige numre gemmer på populærkulturelle referencer. Linjen »He hit me and it felt like a kiss« ligner således en hilsen til »He Hit Me (It Felt Like A Kiss)«, som The Crystals indspillede i 1962 under Phil Spectors ledelse".

Read review

"Det er et slidstærkt, iørefaldende opus, der udfordrer idéen om popmusik ved at have et mangfoldigt og råt udtryk".

Read review

"Lana Del Rey ligner måske en påklædningsdukke, og til koncerter opfører hun sig indimellem også sådan. Men 'Ultraviolence' har ikke uden grund lånt sin titel hos Anthony Burgess' 'A Clockwork Orange'. Det smelter tiderne sammen til rå billeder af det dysfunktionelle menneske. Uden at støde det fra sig. Og hun gør det med en musikalsk volumen, der smukt afstemmer både hendes slæbende melankoli og højstemte melodrama.Med The Black Keys' Dan Auerbach som producer har Lana Del Rey skruet tempoet ned og fjernet fokus fra omkvædet i sin narkotiske popmusik. I stedet for elementer af hiphop skyller sangene nu af sted på violiner, enkle trommer og forvredne stormguitarer med Auerbachs sans for et psykedelisk tvist i lyden".

Read review