Unge og voksne, som allerede er fans af Serpina vil glubsk kaste sig over de 2 nye og afsluttende bind i serien Klintespind. Til unge fra 13 år og voksne fantasy-læsere, men også til interesserede i nordisk mytologi.
Helle Rydings første bog om Serpina vakte fortjent opmærksomhed som en utroligt vellykket dansk/nordisk fantasyroman. Nu afsluttes serien med bind 2 og 3 som udkommer samtidigt. Ulvepige fortsætter uden omsvøb, hvor 1. del af serien brat sluttede. Klintekongen er spærret inde i Kongsbjerget og Serpina må sammen med Noatan rejse ud for at standse den onde troldmand, alt imens deres umulige kærlighed spirer. I Månebarn går det op for dem, at troldmanden har narret Serpinas søster, og parret må igennem mange prøvelser for at befri Undinen og befolkningen i begge deres hjemlande. Månebarn indledes med en gengivelse af den sidste side i Ulvepige. Lidt unyttigt da læseren vil springe direkte fra bind 2 til 3. Begge bind holder stilen smukt, tempoet er højt og mens sproget er ligetil, vikles læseren ind i universet og de levende personbeskrivelser. Begge forsider er igen indbydende illustreret og sigende for indholdet.
En fantasy-serie af allerhøjeste kvalitet, som af en ung anmelder bliver beskrevet som Harry Potters danske tronfølger. Bøgerne kan sammenlignes med Lene Kaaberbøls bøger og Johanne Hildebrandts Sagaen om Valhalla.
2 fantastiske bind i serien om Klintekongens datter, som afslutter trilogien om Serpina. En læseoplevelse af høj kvalitet.