En dreng, som mangler ord, en ræv med ordet i sin magt og ulve, der vil være sine egne. Spændende roman om at have og tage magt og ikke mindst finde sin egen stemme. Bogen vil helt klart underholde børn og kan højtlæses fra ca. 6 år og selvlæses fra ca. 10 år.
Silas er en stille dreng, faktisk har han problemer med at udtrykke sig og tale. Ordene forsvinder ligesom bare for ham, så han vælger som regel slet ikke at tale overhovedet. I skolen er han udenfor, og skolens bøller mobber ham, når de kan. En dag på vej hjem fra skole står der pludselig en ulv midt på cykelstien. Silas opdager, at ulven har trådt noget op i dens pote, og langsomt hjælper han den. Så taler ulven til Silas, og et venskab former sig. Silas opdager en skjult verden, hvor dyr kan tale, og kampen om magten er hård ligesom hos mennesker. Her må Silas finde sin stemme og plads i livet. Bogen er flot illustreret.
Denne historie er spændende, foruroligende og ikke mindst dragende. Her møder læseren både bøllerne fra skolegården og ondskabsfulde, snu ræve, der alle vil bestemme og have magten. Dyr og mennesker kan tale og har bestemte egenskaber. Romanen er magisk realisme, hvor ulvenes verden pludselig åbenbares for Silas gennem deres fælles sprog.
Bogen fik mig til at tænke på Kammerat Napoleon.