I en lille by i Californien forsvinder en dreng. Er han blevet kidnappet eller myrdet? Mens sagen foldes ud bliver vi introduceret til en del af byens indbyggere, som er en broget forsamling. Hvem ved noget om den forsvundne dreng? Til læsere af gode spændingsromaner, med et stort persongalleri og skarp satire.
Vi er i den lille californiske by Tall Oaks. En by hvor de fleste kender hinanden. Den treårige dreng Harry forsvinder. Kidnappet af en der havde en klovnemaske på! Så pludselig er mediernes søgelys rettet mod Tall Oaks. Men Harry dukker ikke op og hverdagen vender langsomt tilbage i den lille by. I byen møder vi et spraglet persongalleri, blandt andet teenageren Manny, der gerne vil være gangster og bilsælgeren Jared, der er på flugt fra et eller andet. Og så dukker der pludseligt nyt op i sagen om det forsvundne barn. "Under de høje ege" er Chris Whitakers debutroman fra 2016, som først oversættes til dansk nu, men på dansk er tidligere udkommet Whitakers Vi begynder med slutningen.
En ganske vidunderlig og spraglet roman. Og spraglet er netop kodeordet. Chris Whitaker tør flytte fokus væk fra spændingsdelen og give plads til både humor og et skønt persongalleri og samtidig formår han også at levere et tilfredsstillende spændingsplot.
I sin form minder bogen lidt om en tv-serie, Whitaker har set "Twin Peaks" mere end én gang. I den glimrende Gone, baby, gone er der også et lille barn der forsvinder.