Undtagelsen er et brag af en roman, den er velskrevet, vedkommende og medrivende, grum og svær at slippe igen. Den udspiller sig på en lille arbejdsplads med 5 ansatte, to akademikere, Iben og Malene, sekretæren Camilla og bibliotekaren Anne-Lise samt chefen Paul, de er alle ansat på Dansk Center for Information om Folkedrab, her beskæftiger de sig med Holocaust, tyrkernes forfølgelse af mindretal, krigen mellem serbere og muslimer i ex- Jugoslavien mm. De skulle om nogen kende til de psykologiske mekanismer, der får drevet mennesker ud i ekstremer, alligevel er mobning en del af deres dagligdag. Det handler om at være inde og ude, om magtkamp og intriger, den lille mobning sat i relief af verdens grusomheder. Flere af personerne bærer rundt på forskellige hemmeligheder, som de bruger til at holde hinanden i skak med. Det er nogle flotte typebeskrivelser, de to unge akademikere med fuld fart på karrieren og rundsave på albuerne, sekretæren Camilla, der tilpasser sig, den saglige og godtroende bibliotekar, der tror på sagen samt den smarte Paul, der hele tiden netværker for at bringe sig selv i position. Småkonflikter, der ellers findes på enhver arbejdsplads, blegner ved siden af bogens. Forfatteren debuterede i 1999 med den meget roste roman Krat.