Ledere der ønsker at prioritere personlig autenticitet frem for organisatorisk magt i deres daglige ledelse, kan her få idéer til, hvordan de kan komme i gang med at praktisere det og hjælp til at blive afklaret i forhold til egne værdier.
Ulrik Ramsing er chefrådgiver hos Center for Ledelse og afholder kurser i autentisk ledelse. Han har tidligere skrevet en bog om CorelDraw og spændingsromanen Hockers, 1998. Her gennemgår første del af bogen de tre ledelsesfokuseringer: Tid, aftaler og opmærksomhed, mens anden del har fokus på værdier, effektivitet, formidling og samarbejde. Undervejs har bogen gode afsnit om emnerne specielt for "LUFPA'er" - ledere uden formelt personaleansvar. Herudover er der spørgsmål til refleksion, og i slutningen af hvert kapitel får læseren et resumé samt henvisninger til yderligere læsning. Bogen er fyldt med idéer og inspirerende værktøjer, der gør det nemmere at udøve autentisk ledelse i en travl hverdag. Teksten er skrevet i et godt, dagligdags sprog, og bogen er illustreret med mange fine figurer i farver.
Unplugged er et godt supplement til bøgerne om autentisk ledelse. Følelser i ledelse, 2011 er på et højere teoretisk niveau, og Autenticitet : moderne ledelseskommunikation, 2009, der for en stor dels vedkommende består af interviews, har fokus på at være til stede i nuet.
Det er en velskrevet og meget anvendelig bog om autentisk ledelse.