Urlas skygge

Sidst vi slap vølven Siri i Vindens øje (2002) havde hun en forholdsvis nyfødt datter; årene er gået, bopladsen har vokset sig stor, og Siris datter er blevet 14. En dag hun er ude at samle urter, opdager hun en fremmed boplads; den ser fattig og forsømt ud, lugter og virker mistænkelig. Hendes boplads beslutter at undersøge sagen nærmere og evt. hjælpe frænder i nød. Det viser sig endnu engang, at det er sorte magter der er på spil; denne gang er det ikke kun Siri og datteren Jorun, men også sønnen Iorin, der er i fare. Så er handlingen godt i gang igen og fundamentet til endnu et sagn i bopladsens historie er lagt. Der spilles på mange følelsesmæssige strenge og genkendelige reaktionsmønstre, de beskyttende forældre, had, kærlighed, jalousi, misundelse og griskhed ved udsigten til en skat alt tilsat en passende portion trylleri og åndemaneri. Person- og miljøbeskrivelsen er, som man kan forvente den; der er ingen tvivl om, hvem der er de gode og de onde, så det er et trygt og sikkert univers, hvor man kan vide sig sikker på, at vores helte og heltinder overlever til næste bog. Meget letlæst, absolut på det jævne og hurtig glemt.

Read the full assessment