CF skriver underholdningsromaner oftest fra juraens verden, denne har dog en helt almindelig privatskole lidt uden for London som kulisse. Det er første gang, hun oversættes til dansk. Hovedpersonen Carla er i starten af fyrrerne, smuk, langbenet og træt af sin mand, Alan. Han er leder af ovennævnte skole, og har udviklet sig til en trist lille borgermand, mens Carla går dér og keder sig som skoleinspektørens frue med at lave god mad og spille tennis med veninden. Hun kaster sig ud i en affære med én af skolens unge lærere, som vist alligevel hellere vil koncentrere sig om en af pigerne i afgangsklassen, da Carla bliver for ivrig. Den arme Alan har også sine hemmeligheder og ender med brat at tage afsked med sin skolelederrolle. Persongalleriet omkring skolen vrimler med klichéer, de mest troværdige (og sympatiske iøvrigt) på rollelisten er et par teenage-søstre, hvis problemer omkring kærester, forældre og veninder skildres tæt på det ægte. Der er samlet en hel del trivi-elementer på ét sted: kedsomhed i ægteskabet; udenoms-sex; mandlige lærere, der boller til højre og venstre; den kedelige ægtemands fortid; lærer/elev-forhold; pigens vrede fader etc. Bogen fungerer godt som dét, den er: en underholdningsroman. Til de samme læsere som fx Binchy, Trollope, Bickmore og måske Rebecca Shaw.