Den danske forfatter debuterede i 1992 med den lesbiske kærlighedsroman Lykken har ingen historie. Her udkommer en erotisk kærlighedsroman om det umage forhold mellem en dansk godt 45-årig lærerinde med en velordnet og lykkelig tilværelse og en 10 år yngre svensk succesfuld popsanger - weekendfar med kaos i forholdet til sin egen fader/familie. Et umage par. I første omgang skilles de igen, men da Signe pludselig bliver enke, genoptager de forbindelsen igen efter et stykke tid. Der er ingen i Signes familie eller vennekreds, der tager specielt afstand fra hendes valg. Dramaet i bogen foregår mest i Signe. Husmorstress, lærerstress, i klemme mellem generationerne, skamfuld for hun elsker stadig sin mand, splittet mellem anger og forelskelse, splittet mellem garantien for det varige og det erotiske eventyr i et spændende miljø hos en kunstner med en dagligdag ganske forskellig fra hendes, begæret. Bogen er udmærket skrevet og personerne fungerer i de roller, de har. Bogen vil interessere kvinder, som kan genkende Signes hverdag og som sværmer for muligheden af et betagende erotisk eventyr.