Fortælling for børn fra ca. 9 år. Engang i gamle dage bor Bjørn på 12 år sammen med sin mor i en lille landsby. Hans far forsvandt for 7 år siden i de store skove omkring landsbyen. Det samme er sket med mange andre. Bjørn og hans mor lever stadig i håbet om, at faderen vil komme tilbage. En dag møder Bjørn pigen Valva i skoven. Valva viser sig at være en elverpige, og med hendes hjælp lykkes det Bjørn at finde de forsvundne og føre dem frelste tilbage til landsbyen. Blandt elvernes fanger er Bjørns far, så lykken er fuldkommen ved bogens slutning. Den lille eventyrfortælling om de mystiske begivenheder i skoven og elvernes liv er fortalt på en god og spændende måde. Bogen er velskrevet, og spændingen holder hele vejen igennem. Der er en fin, eventyrlig stemning omkring Bjørn og Valva, og bogen vil tiltale alle læsere af eventyrlige romaner. Her er et godt bud for børn fra ca. 9 år. Bogen har en passende længde for de læsere, der endnu ikke har mod på at kæmpe sig gennem murstensromanerne. Forside i eventyragtig stil. Fængende bagsidetekst. Pænt tryk. Ingen illustrationer.