Vandbærere

Thomas Bobergs digte har lige siden debuten Hvæsende på mit øjekast, (1984), haft spaltningen og tomheden som sit tema, varieret med en stadig større grad af modenhed og virtuositet. Sådanogså her i denne nye, store samling, komponeret i syv afsnit, som består af klassiske centrallyriske digte, men også med forsøg i den prosalyriske form. Teksterne rummer både et eksistentieltmotiv: Det lyriske jeg som ud fra en grunderfaring af mismod og melankoli skarpt og nådesløst registrerer hvordan tingene smuldrer, svinder, og et kulturkritisk motiv, der handler om at stå vedranden af et "sønderslidt århundrede", hvor tidens emblemer og værdier er blevet tomme og uden indhold. Poesien og den kunstneriske form er i disse digte det krystallinske/forstenede, somindkapsler det levende liv i sig, men også en central livsytring, som på befriende vis måske endnu har "ideen om en levende mulighed i behold?" Enkelte digte har en tendens til at lukke sig omkringderes egen formfuldhed, men somhelhed er TBs samling en overbevisende demonstration af at der endnu kan skrives stor og vedkommende poesi i forlængelse af modernismens gamle projekt: at skabe formog struktur i det fragmentariske, hvor "kun afstanden er hel".

Read the full assessment