Vandmandens gilde

Major Sørensen påkaldte sig kritikkens opmærksomhed med novellesamlingen Ildmesteren, der viste et originalt billedskabende talent og en selvstændig evne til at udvikle forskelligartede motiver i en sikker og fast form, men uden at nå den kunstneriske sikkerhed hos de betydeligste af vore fantastiske historiefortællere, Villy Sørensen og Sven Holm. Noget lignende kan man sige om Vandmandens gilde, hvor kun et par af historierne er helt vellykkede. Motivrigdommen er atter forbløffende, ikke en af historierne ligner de andre, og alligevel er der hyppigt noget skematisk, der tynger dem. Forfatteren kender Jung, og han kan fabulere, det er altsammen udmærket, men eventyret kræver trods sin tilsyneladende frie form en streng lovmæssighed, hvor arketyperne og det frit fabulerende skal gå op i en højere enhed. Når Major Sørensen er bedst, lykkes dette for ham, og det giver et vist berettiget håb om hans fremtid.

Read the full assessment