Vandring i skygge er 2. del af Doris Lessings erindringer. Under huden, (96/17) sluttede med at hendes mål om at komme til London lykkes, og denne 2. del starter så med ankomsten til London i 1949 sammen med sønnen Peter og manuskriptet til romanen Græsset synger. Erindringerne går frem til 1962, hvor Doris Lessing er blevet en anerkendt forfatter. London og englænderne var stadig præget af eftervirkningerne af krigen, i starten havde hun ikke mange penge. Det er i denne periode, at Doris Lessing melder sig ind i kommunistpartiet, hendes livs mest neurotiske handling, som hun selv udtrykker det, og noget som hun egentlig allerede havde fortrudt, da hun meldte sig ind. Dette medfører mange invitationer og rejser til de kommunistiske lande, bl.a. deltager hun i forfatternes fredskonference i Sovjetunionen i 1952, en noget frustrerende oplevelse. Doris Lessing har mange gode iagttagelser af mennesker, og hendes sprog er en fornøjelse at læse. Meget af bogen består af beretninger af de ydre begivenheder: rejser, møder, forfattergruppen, politiske diskussioner, men der er selvfølgelig også en del om hendes eget liv.