Læsere af Virkelighedens verden, af psykologiske portrætter og thrillere samt af formeksperimenterende romaner og lignende - ja langt de fleste læsere og en bred aldersgruppe vil fanges ind af denne fysisk krævende og meget fascinerende roman.
Forfatterens første bog på dansk. En så brændende skildring af et menneskes afhængighed og en families fortvivlede kamp for at hjælpe kan kun skrives af en person med erfaring fra personlige oplevelser i familien. Samtidig kan en stærk tekst som i bogen kun skrives af en stor forfatter. Den 23-årige Rebecca blev stofmisbruger som 17-årig, kom ud af det, fik en søn som 21-årig, men har nu fået tilbagefald og er blevet misbruger igen. Familiens øvrige medlemmer kæmper en fortvivlet og barsk kamp for at hjælpe hende og sønnen, og bogen er den utroligt nære og psykologisk stærke skildring af både en misbruger og familien, så vi kommer tæt på ofrene på begge sider - skrevet i en intens stil og et fortættet sprog som gjaldt det selve livet for forfatteren.
Der er mange fagbøger med folks eller familiens egne beretninger og også nogle skønlitterære værker om emnet, men sjældent (om nogensinde) er en så håbløs situation skildret så litterært smertefuldt og intenst.
Nervepirrende psykologisk skildring af den fortvivlende situation for en misbruger og hendes familie. Kombinationen af bogens litterære form og dens realistiske og barske socialreportage gør læsningen til en kombination af nydelse og næsten fysisk ubehag. En stærk læseoplevelse.