Cd-rom. Et adventurespil rettet mod et voksent feminint publikum. Gameplay er let med engelsk tekst, tale og tips undervejs. PEGI 7. Målgruppe fra 14 år.
Melissa har for længst trukket sig tilbage som listetyv til fordel for en diskret borgerlig tilværelse med sin 8-årige søn. Men da han bortføres, må hun genoptage sin gamle karriere med pengeskabene en sidste gang. Adventure gameplayet er skruet sammen af klik-og-find opgaver i en uendelig række stillestående tegnede myldretableauer i farvestrålende grafik, hvor du igen og igen skal fremklikke ca. 20-30 forskellige genstande, der som oftest er uvedkommende i forløbet. Heller ikke den ensformige pumpende baggrundsmusik og de lejlighedsvise ofte genbrugte puzzles med åbning af fx pengeskabe bidrager meget til underholdningen. Imellem opgaverne skal Melissa til ære for den feminine målgruppe lægge makeup og skifte tøj. Et moment der virker direkte komisk på baggrund af, at de fremfundne genstande, der skal fremklikkes på navn, for en stor dels vedkommende er sofistikeret værktøj, ventiler o.l., hvor knapt handymænd kender udseendet eller det engelske navn. Hurtig tale og ditto undertekster gør dertil, at man skal være skrap for at følge med i den tynde historie.
Lignende spil er fx: Love story - breve fra fortiden og The secret of Casanova.
Et ældre klik-og-find adventurespil i den bløde del af mellemvaren med stillestående grafik, fravær af animation, en ensformig lyd og et uopfindsomt repetitivt gameplay, der hovedsagelig består i at finde skjulte genstande i myldrebilleder.