Et charmerende, men ikke uomgængeligt bidrag til den righoldige litteratur om Italien. Vejen til Napoli er en causerende og stemningssmættet reportagebog set fra journalistisk øjenhøjde, der består af 40 varierede afsnit i artikelform. Dette emnemæssige tværsnit og geografiske længdesnit fra nord skråt mod syd gennem 11 italienske regioner giver et skarpt, veloplagt og underholdende indblik i den mangfoldighed af det sammensatte samfund, som man skiftevis elsker og ryster på hovedet af. Forfatteren er journalistuddannet og arbejder nu som korrespondent i Italien for Berlingske Tidende. Morten Beiter har opholdt sig i landet siden 1993 og skrevet til forskellige dagblade og har i den forbindelse gennemtrawlet landet i bil. Bogens opbygning gør den velegnet til inspirations- og pluklæsning, men mindre egnet som traditionel guide - hvad der da heller ikke er dens formål. Vejen til Napoli er illustreret med s/h stregtegninger og vignetter af Berlingske-tegneren Jens Hage i en lidt ganmmeldags stil med et omslag, der ikke helt matcher indholdets.